Jødekager er kanel-sukker-kager.
Kagerne har fået navnet, fordi de oprindeligt for hundred år siden og tidligere blev bagt af jødiske bagere i København. Det var før, det var blevet almindeligt med ovne hjemme i eget køkken.
Jødekager bager jeg altid til jul, og har gjort det lige siden jeg som 2 årig kunne stå på en skammel og hjælpe til, ved at klappe på dejen og komme mandler på kagerne.
Dejen skal laves dagen i forvejen så den lige får lov til at sætte sig på køl i køleskabet, så er dejen meget nemmere at arbejde med. Dejen kan trilles til tykke pølser, som der bare kan skæres af, hvis det skal gå stærkt. Ellers rulles dejen ud og trykkes ud med forme, stryges med æg og pyntes med mandler og kanelsukker.
Ca. 50 stk. - alt efter størrelse af formene.
750 g. hvedemel eller fint speltmel
375 g. smør
250 g. rørsukker
2 æg
Eventuelt 2 tsk. hjortetaksalt, som er et hævemiddel, det er ikke nødvendigt, men gør kagerne mere sprøde.
1 æg sammenpisket til pensling af kagerne
3 spsk. rørsukker og 2 spsk. kanel rørt sammen til kanelsukker
10 – 15 mandler
Dejen røres sammen i en maskine eller æltes sammen med hænderne, det tager lidt tid i hænderne, men kan sagtens lade sig gøre.
Dejen lægges på køl til næste dag.
Dejen tages ud en times tid før brug.
Mandlerne kommes i kogende vand og står 3 – 4 minutter, så er det nemt at få skrællen af – at smutte mandlerne.
Mandlerne hakkes groft eller i flager.
Kagedejen rulles ud med en kagerulle og udstikkes med forskellige forme alt efter lyst.
Kagerne sættes på bageplader med bagepapir og pensles med sammenpisket æg.
Derefter drysses med mandler og kanelsukker.
Kagerne bages ved 200 grader i ca. 8 minutter.
Det kommer meget an på hvilken ovn du har, hvor længe kagerne skal bage. Kagerne skal være lysebrune i kanterne
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar