Hver dags Vegetarmad

Hver dags Vegetarmad.

Inspiration til meget mere grønt hver dag.
Masser af Grøntsagsmad :-D
Godt Brød, Fristende Kager, Varmende Supper, Lækre Desserter, Sunde Hovedretter og Inspirerende Sideretter.

Jeg satser på gode råvarer, så jeg ved hvad der er i maden.

Jeg satser på økologi hvor det overhovedet er muligt, da jeg ved at vores krop og energi er produkt af hvad vi spiser og hvad vi tænker! ;-)

Her handler det om masser af opskrifter på Vegetar og Veganermad - over 700 opskrifter.

fredag den 29. november 2019

Rugbrød med let surdej


Et rugbrød med en god fast krumme, og mild i smagen så børn også kan lide det.
Start eventuelt i dag fredag med surdejen, og bag brødet enten lørdag eller søndag – så har du et godt brød til hverdagene i næste uge.
et brød

Surdej:
1/3 pakke gær – ca. 15 gram

2 dl. vand
100 g. rugmel

Rugbrød:
100 g. hørfrø
125 g. knækket rugkerner
5 dl. vand
100 g. solsikkefrø og eller græskarkerner
En håndfuld friske lysegrønne hakkede brændenældetopskud eller 1 - 2 spsk. tørrede brændenælder – kan udelades
2 tsk. salt
½ spsk. spidskommen frø eller fennikelfrø – kan udelades
1 spsk. Sirup / honning
250 g. rugmel
ca. 200 g. fint speltmel eller hvedemel
1 spsk. olie
1 spsk. vand

Rør gær, vand og mel sammen til surdejen.
Lad skålen stå i 1 - 2 døgn på køkkenbordet tildækket. Smagen bliver lidt stærkere i brødet ved at lade surdejen hæve i 2 døgn.

Efter 1 - 2 døgn: Rør hørfrø, knækket rug og vand i surdejen og lad det stå i 2 timer.
Tilsæt salt, sirup/ honning, solsikkefrø, brændenælde og rugmel, og rør dejen godt rundt.
Kom speltmel i dejen lidt efter lidt, og ælt godt til.
Dejen skal stadig være klæg og svær at ælte.
Kom dejen i en smurt eller bagepapir beklædt rugbrødsform og glat overfladen.
Lad brødet hæve i 3 timer.
Bland olie og vand, og pensle brødet med denne blanding.
Prik overfladen af brøddejen med en gaffel.
Sæt brødet ind i en opvarmet ovn ved 180 grader luftvarme og almindelig ovn 200 grader i 45 minutter.
Afkøl brødet, og kom et viskestykke omkring.
Skær først af brødet næste dag.

Jeg kommer brændenælder i mit rugbrød, da de er rig på A-vitamin, C-vitamin, jern, kalium, mangan, kalcium og har et højt indhold af protein. Jeg kommer også tit tørret brændenælde i mine boller og andet bagværk, Her dog kun en stor  teske fuld, da det ellers kan smages, når det er lyst brød.

Variation:
Tilsæt 5 spsk. hakkede mandler til dejen.
Eller kom 100 g havremel – blendet havregryn - i rugbrødsdejen i stedet for halvdelen af speltmelet.
Eller kom 100g mere rugmel i og dermed 100g mindre speltmel
Eller kom 2 dl øl i og dermed 2 dl. mindre vand - det giver en god smag
Mulighederne er mange ;-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar