Hver dags Vegetarmad

Hver dags Vegetarmad.

Inspiration til meget mere grønt hver dag.
Masser af Grøntsagsmad :-D
Godt Brød, Fristende Kager, Varmende Supper, Lækre Desserter, Sunde Hovedretter og Inspirerende Sideretter.

Jeg satser på gode råvarer, så jeg ved hvad der er i maden.

Jeg satser på økologi hvor det overhovedet er muligt, da jeg ved at vores krop og energi er produkt af hvad vi spiser og hvad vi tænker! ;-)

Her handler det om masser af opskrifter på Vegetar og Veganermad - over 700 opskrifter.

Viser opslag med etiketten Dadler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dadler. Vis alle opslag

søndag den 11. februar 2018

Rødbeder med dadler og valnødder

Et meget lækkert tilbehør til middagen eller frokost.
3- 4 personer
ca. 600g rødbeder dvs 2 store rødbeder, eller en pose frosne øko rødbeder i både
2 løg gerne rødløg
6 Dadler eller Figner eller Strøfigner/ dadler som kan købes i 225g. poser.
3 spsk. mørk balsamicoeddike
2 tsk. timian
2 spsk. olivenolie
salt - friskkværnet peber
50 g valnødder eller mandler
evt. hakket persille

Skær de friske rødbeder ud i tynde både. Kom dem i et oliesmurt ildfast fad/ form. Bruger du frosne rødbeder, så hæld dem ud i fadet.
Skær løgene i tynde både, og kom dem oven på rødbederne.
Skær figner eller dadler i tynde strimler, eller åben posen med strøfigner/dadler og tag en tilsvarende portion, og kom det i fadet .
Bland balsamicoeddike, olie, salt og peber, og hæld det udover rødbeder, løg og den tørrede frugt.
Bag retten ved 180 grader i 45 minutter i ovnen.
Hak valnødderne. Rist dem i få minutter på en tør pande, imens du rører rundt i dem.
Når retten er færdig, så strø valnødderne ud over retten inden serveringen.
Drys eventuelt med persille.

torsdag den 8. februar 2018

Raw vegan chashew hindbær kage.

Super lækker ”cheescake” som er så god, så jeg måtte forsøge mig ud i at lave en, da jeg holder virkeligt meget af de her slags kager :-)
en almindelig rund kage, ca. 8 - 10 stykker

Ingredienser:
Bund:
2½ dl. Hakkede dadler uden sten – hvis de ikke er bløde, er det godt lige at sætte dem i blød i vand i et par timer inden brug, og så hælde vandet fra inden brug.
3 dl. Mandler
½ tsk vanilje
lidt koldt vand
Kagefyld:
3 dl. Cashewnødder i blød sat i vand i mindst 8 timer.
1 dl. Sirup
2 tsk. vanilje
1 dl. citronsaft
1 tsk. fintrevet citronskal
¾ dl. kokosolie smeltet
2½ dl. hindbær friske eller optøede, eller andre friske bær
Pynt: Rødbedepulver og chokoladenibs eller hakket mørk chokolade og friske bær.

Kagen:
Start med at sætte cashewnødderne til fyldet i blød i vand i mindst 8 timer – gerne natten over.
Bunden:  Kom mandlerne i en blender, og blend dem i mindre stykker.
Hæld vandet fra dadlerne, hvis de har været sat i blød, og fjerne sten, og hak dadlerne i mindre stykker. Kom dadlerne i blenderen ned til mandlerne.
Tilsæt vanilje og blend - er dejen lidt tør, så tilsæt lidt vand en spsk af gangen, til bunden  kan samles.
Kom bunden i en springform/ form med løs bund eller anden slags form. Tryk bunden ud i formen, og kom formen med bund i køleskabet eller fryser.
Kagefyld: Hæld vandet fra cashewnødderne i en sigte.
Kom cashewnødderne i en blender.
Tilsæt sirup, vanilje, citronsaft og citronskal, samt smeltet afkølet kokosolie. 
Blend massen let sammen. 
Tilsæt bær og blend massen til en ensartet masse. 
Smag fyldet til, og tilsæt eventuelt mere sirup eller citron.

Tag formen med bunden fra køl, og kom fyldet ovenpå bunden.
Kom formen med kagen tilbage i køleskabet. Lad kagen sætte sig i ca. 6 timer.


Pynt som her med Rødbedepulver og Chokoladenibs 
eller med hakket chokolade, friske bær eller eventuelt spiselige usprøjtede blomster.
Server :-)
Kagen kan fryses uden pynt.

onsdag den 20. december 2017

Rom/Cognac daddel kugler

Sunde julekugler der er sødet med dadler og fyldt med mandler.
 ca. 35 stk

400g dadler skåret I små stykker
200g mandler hakket
4 spsk. kakao pulver uden sukker
50 g kokosmel
3 spsk. rom eller 3 spsk. Cognac eller 2 spsk. romessence.
Drys: kokosmel
Bland alle ingredienserne med hænderne eller blend til en ensartet masse.
Tril massen til små kugler, og tril dem i kokosmel.

Opbevar daddelkuglerne i køleskabet i op til to uger.

fredag den 15. december 2017

Tipos "Alt det bedste kage."

Dagens gæstekok er Tipo på knapt 2 år. 
Han er veganer lige som hans forældre, og han elsker at være med til at lave mad. 
Han har været så meget med i køkkenet, at han også selv er begyndt at komponere kager. 
Denne kage indeholder noget af det, som Tipo holder mest af i en kage. 
Tipo bruger ikke mål, men tager hvad han føler for, og kan lide, lidt i samråd med en voksen.
Så eksperimenter, og føl dig lidt frem i kage lavnings processen.
lille bradepandekage 4 portioner



18 dadler uden sten og skåret i mindre stykker
Havregryn  10 små håndfulde
Kakao pulver uden sukker ca. 3 spsk
1 tsk. bagepulver
Mørk chokolade 100g
2 æbler skåret i små stykker
Kanel 1 tsk.
2 store spsk. peanutbutter
Havremælk.
Til servering: Havre Fraiche.

Kom de hakkede æbler i en lille bradepande der er smurt med lidt kokosolie.
Bræk chokoladen i mindre stykker, og tag det største stykke til dig selv og spis det. Kom resten af chokoladen ud over æblestykkerne.
Kom 2 /3 af dadlerne i foodprocesser, og spis resten selv.
Kom havregryn ned til dadlerne.
Kom kakaopulver ned til dadlerne og havregryn.
Drys bagepulver ned i foodprocessoren.
Lad en voksen drysse kanel i foodprocessoren, så der ikke kommer for meget, og det bliver for stærkt.
Kom peanutbutter i foodprocesser med en ske og ved hjælp af fingeren, der slikkes ren bagefter
Til sidst hæld havremælk i, men det skal ikke dække det hele.
Imens en voksen blender indholdet i foodprocessoren, så dans til de pulserende rytmer fra maskinen.
Se om det er blevet til en god kagedej, og smag på den.
Tilsæt eventuelt lidt mere plantemælk til dejen.
 Hæld dejen  ud over æblestykkerne og chokoladen.

Kagen bages i ca. 35 minutter ved 180 grader. 
Kagen må gerne have fået lidt skorpe på oversiden.
Server kagen lun med havrefraiche



lørdag den 17. januar 2015

Sunde energi Dadel trøfler

Har du lyst til noget sødt der er sundt - så er de her kugler et godt valg.
Fyldt med sunde gode sager som chia frø, lidt mørk chokolade, dadler, mandler, hørfrø og græskarkerner.
Triller du kuglerne i kokosmel eller finthakkede mandler, kan de også sagtens tages med på arbejde eller kommes i en madpakke.
Dadlerne gør kuglerne søde, så de ikke behøver nogen form for anden sukker eller sødestof.
Ca. 24 trøfler

80 g. mandler
3 spsk. hørfrø
2 spsk. græskarkerner
4 spsk. Chia frø
3 spsk. cacaopulver uden sukker
20 g. god 70 eller 80% mørk chokolade hakket
200g. dadler ca. 20 stk
Drys: rå kakaopulver uden sukker, finthakkede mandler eller lidt kokosmel.

Blend hørfrø, mandler og græskarkerner fint.  
Tilsæt chiafrø, cacaopulver og hakket mørk chokolade og blend igen. 
Tag stenene ud af dadlerne, og kom dem i blenderen og blend dem sammen med resten, til det samler sig og ligner en næsten ensartet masse.
Tril kugler af trøffelmassen i hånden. 
Tril eventuelt derefter kuglerne i rå kakaopulver, finthakkede mandler eller kokosmel.
Opbevar kuglerne i køleskab i en beholder. 
Kuglerne kan holde sig 5 - 6 dage i køleskabet, hvis de får lov til det ;-)


mandag den 29. december 2014

"Nutella" med tofu og nødder uden sukker

God og lækker smørecreme til brød og kage.
Sundt, glutenfri og vegansk.
1 mindre glas:

100 g. Tofu ( helst øko og silketofu der er den blødeste)

 13 - 14 stk. Dadler eller 2½dl. - uden sten
1 1/4 dl. Hasselnødder eller mandler
2 spsk. Kakaopulver uden sukker
1 tsk. Vaniliepulver
Evt. lidt plantemælk


Kom nødder, tofu, dadler, kakao og vanilie i en blender og blend det til en næsten ensartet masse
- jeg kan godt lide det er med bid
- ellers blend det til det er helt ensartet.
Smag nutella cremen til.
Er cremen for tyk tilsæt lidt plantemælk.
Kom Nutella cremen på et glas med låg og opbevar det i køleskabet 
- det kan holde sig op til 14 dage.

Her har jeg smurt Nutella cremen på et stykke knækbrød.  

søndag den 21. december 2014

Dadel Havregryns Kugler uden smør og sukker

Rigtig gode konfekt kugler også her til jul, uden smør og sukker.
ca. 50 stk

150 g. mandler
150 g. dadler
40 g. kakao pulver uden sukker
3 spsk. kokosolie
60 g. havregryn
lidt salt
1 spsk. stærk kaffe
ca. 2 spsk. vand
evt. sødemiddel stevia, svarende til 2 tsk. sukker - men det kan sagtens udelades. Det handler om hvor søde du vil have kuglerne.
Lidt kokosmel til at trille konfektkuglerne i - ca. 6 spsk.


Blend mandlerne til de er næsten mel - men de må godt være med lidt bid.
Tilsæt resten af ingredienserne undtaget kokos og sødemiddel.
Blend igen. 
Smag kugledejen til eventuelt med stevia.
Tril kugler af konfektmassen, som derefter trilles i kokosmel.  
Server eller opbevar kuglerne i køleskabet til senere brug.

Foodie sandwich med Feta, Dadler og frisk basilikum

Min yndlings sandwich når jeg køber færdig sandwich hos Foodie - her med et lille tvist.

Rundt Sandwich Brød:

til 4 sandwich

Vælg dit eget brød eller bag dette runde brød som er til 4 sandwich - skal det været til aftensmad skal der 2 sandwich til hver
 - til frokost er en sandwich nok eventuelt sammen med noget frugt og nogle grøntsags stænger.

200 g.fint speltmel
75 g. rugmel
½ tsk. salt
½ tsk sukker
½ pk. gær 25 g
1 spsk. raps olie.
vand - ca. 1½ - 2 dl. men kom vandet i lidt efter lidt, og stop når dejen er god at ælte.
rapsolie til formen

Bland gæren med 1 dl. af vandet, salt og sukker. Kom derefter olie og melet i og bland godt .
Hæld så meget vand i at dejen er lige som havregrød i konsistens.
Lad dejen hæve i ½ time.
Ælt dejen med mere mel og form dejen til et brød der passer i en tærteform.
Kom dejen i den oliesmurte form.
Prik dejen med en gaffel.
Smør lidt olie udover dejen.
Sæt dejen til hævning i 20 minutter.
Bag brødet i 20 minutter ved 200 grader.
Tag brødet ud af formen og sæt det til afkøling.
Når du skal bruge brødet, kan du lune det ved at komme brødet med bunden opad i formen, og lune det i ovnen i 10 minutter. Eller lune brødet på en rister.

Foodie Sandwich:
pr.person:
Et godt brød eller et kvart rundt sandwich brød
30 g. god fetaost - jeg bruger øko gedefeta
3 store medjool dadler( de er de bedste) eller 5-6 almindelige dadler
6 let hakkede mandler
10 - 12 friske basilikum blade.
evt. et par dråber sesamolie
lidt skyr / cremefraiche til at smøre på brødet.
evt, friske spinatblade eller hjertesalatblade.

Skær brødet over og smør det med skyr på begge stykker.
Læg lidt spinatblade eller hjertesalatblade på de to stykker brød.
Smulder fetaosten ud over underdelen af brødet
Skær dadlerne over og tag dadelstenen ud. fordel dadlerne over fetaosten
Rist mandlerne et par minutter på en tør pande, hak mandlerne groft.
Fordel mandlerne over dadlerne.
Læg basilikumbladene over dadler og mandler
Dryp evt. nogle dråber sesamolie over basilikumbladene.
Læg den anden brød overdel ovenpå sandwichen